|

Iskias og akupunktur hvad siger forskning?

Iskias er en tilstand jeg ofte møder i klinikken. Mennesker med iskiassmerter kan virkelig mærke, at det tager pusten fra dem. Jeg møder patienter, der ikke kan sove, ikke kan sidde, ikke kan gå mere end et par hundrede meter – alt sammen fordi de har den borende, udstrålende smerte fra lænden og ned i benet. For mange er det ikke bare ubehageligt. Det påvirker arbejde, søvn og humør på en måde, der er svær at beskrive.

I denne artikel forklarer jeg, hvad iskias er, hvad der forårsager det, hvad forskningen siger om akupunktur og iskias, og hvordan jeg konkret arbejder med patienterne i klinikken.

Patient slapper af på behandlingsbord i akupunkturklinik med naturligt lys

Hvad er iskias?

Det første jeg plejer at forklare mine patienter, er at iskias ikke er en diagnose i sig selv – det er et symptom. Det er kroppens måde at fortælle dig, at iskiasnerven er under pres eller irriteret et sted langs dens forløb.

Iskiasnerven er kroppens største nerve – omtrent på tykkelse med din tommelfinger. Den udspringer fra rygraden i lænden fra L4 til S3 og løber derfra ned gennem ballen og videre ned langs bagsiden af benet. Iskiasnerven er ansvarlig for både følelsesfornemmelse og bevægelsesfunktion i store dele af benet og foden. Det er præcis derfor, man mærker symptomerne langt nede ad benet – ikke kun der, hvor problemet rent faktisk sidder.

Det er den udstrålende karakter, der kendetegner iskias og adskiller det fra “almindelige” rygsmerter.

Anatomisk illustration af iskiasnerven fra lænden ned gennem ballen og benet

Symptomer på iskias

Iskias præsenterer sig forskelligt fra patient til patient, men der er generelle mønstre og besvær, som de fleste beskriver:

  • Smerter i lænden der stråler ned i ballen og benet
  • Borende, skærende eller brændende smerter ned i benet
  • Snurren og prikken i ben eller fod
  • Følelsesløshed
  • Svaghed i ben eller fod
  • Forværring ved at sidde i længere tid, hoste eller nyse

Det, mange af mine patienter siger, er at de ikke kan finde en stilling, som giver dem lindring. Uanset om de sidder, ligger eller går, er smerten altid til stede. Det er den type udmattende, konstante ubehag, der på sigt påvirker humøret, tålmodigheden og energien – og det er det, der til sidst får folk til at søge hjælp.

Hvornår bør man søge læge?

Det er vigtigt for mig at nævne, at der er visse symptomer, der kræver hurtig lægekontakt – og ikke akupunktur. Det gælder:

  • Problemer med vandladning eller afføring
  • Følelsesløshed i skridtet eller den indre lårside
  • Tiltagende lammelse i benene

Disse er det, vi kalder “red flags”, og de kan pege på et Cauda equina-syndrom – en alvorlig tilstand, der kræver hurtig medicinsk udredning. Har du disse symptomer, skal du kontakte din læge eller tage på skadestuen med det samme.

Hvad forårsager iskias?

Noget af det første, jeg bruger tid på, når jeg møder en ny patient med iskias, er at forstå årsagen. Ikke bare fordi det er interessant anatomisk, men fordi det har direkte betydning for, hvordan vi bedst behandler den individuelle patient.

Diskusprolaps

Diskusprolaps er den hyppigste årsag til iskias – faktisk skyldes ca. 85 % af alle iskiastilfælde med smerter en diskusprolaps. Når det ydre lag på en diskus i lænderyggen brister, kan det indre gelstof (nucleus pulposus) lække ud og presse på nerveroden samt udløse en inflammatorisk reaktion.

Det er vigtigt at forstå, at det ikke altid kun er et mekanisk tryk, der forårsager iskias. Gelstoffet indeholder inflammatoriske proteiner, som kroppen aldrig tidligere har været i kontakt med. Når de pludselig møder nerverodsvævet, reagerer kroppen som på en fremmed invasion og sender celler som makrofager til stedet, der udløser en kemisk betændelsesreaktion. Det er kombinationen af mekanisk tryk og kemisk irritation, der ofte giver de kraftigste og mest vedvarende iskiassymptomer – og det er grunden til, at iskias ikke altid forsvinder, bare fordi man hviler sig.

Spinalkanalstenose

Her er der tale om en forsnævring af rygmarvskanalen – typisk som følge af slidforandringer over flere år. Denne årsag til iskias ser jeg primært hos ældre patienter. Et klassisk tegn er, at symptomerne forværres ved gang og letter ved at sidde ned eller bøje sig let fremover.

Piriformis-syndrom

Piriformis-musklen i ballen ligger tæt på iskiasnerven – og hos en del mennesker løber nerven ligefrem igennem musklen. Når piriformis er overspændt eller irriteret, kan den klemme nerven og give symptomer, der er næsten identiske med klassisk iskias. Jeg ser dette undervurderet ret ofte. Det er ikke en prolaps – men det gør ikke ondt mindre af den grund.

Slidforandringer og graviditet

Knoglefremvækster og degenerative forandringer i lændehvirvlerne kan gradvist indsnævre pladsen til nerverødderne. Under graviditet, særligt i tredje trimester, kan presset fra livmoderen give iskias-lignende symptomer, som mange kvinder ikke forbinder med nerven.

Hvor længe varer iskias?

Det spørgsmål får jeg næsten altid. Og svaret er ærligt talt: det afhænger af, hvad der forårsager det – og hvornår man begynder at tage det alvorligt. Jeg skelner typisk mellem:

  • Akut iskias – under 4 uger
  • Subakut iskias – 4 til 12 uger
  • Kronisk iskias – mere end 3 måneder

For dem med akut iskias er det fint at give kroppen lidt tid – mange oplever spontan bedring. Men det, jeg ser i klinikken, er at jo længere folk venter, jo mere bider det sig fast. Kronisk iskias handler ikke bare om, at der stadig er et mekanisk problem. Nervesystemet tilpasser sig smerten over tid, og det gør behandlingen mere kompleks.

Hvad siger forskningen om akupunktur ved iskias?

Det er et spørgsmål, jeg lægger stor vægt på – og som jeg er glad for at have et tydeligt svar på. Her gennemgår jeg de vigtigste forskningsprojekter og randomiserede kontrollerede forsøg (RCT) fra de seneste 10 år.

Et tidligt systematisk review: 11 forsøg, 962 deltagere (2015)

Et systematisk review publiceret i Evidence-Based Complementary and Alternative Medicine (Qin et al., 2015) gennemgik 11 randomiserede kontrollerede forsøg med i alt 962 deltagere og fandt:

  • Akupunktur bedre end medicin alene til smertelindring (VAS-score MD −1,23)
  • Signifikant bedre global behandlingseffekt end medicin (RR 1,21)
  • Akupunktur kombineret med medicin var endnu mere effektivt end medicin alene (RR 1,77)

Konklusionen var forsigtig men klar: akupunktur kan være mere effektivt end medicin alene, og kan forstærke medicinens virkning. Evidensen var dengang begrænset – og der var behov for større og bedre designede forsøg.

Protokollen bag det største RCT til dato (BMJ Open, 2022)

I 2022 publicerede en gruppe kinesiske forskere protokollen for et ambitiøst multicenter-forsøg i BMJ Open (Yu et al., 2022). Det var designet med 216 patienter med kronisk iskias fordelt på 6 hospitaler, med sham-kontrol (falsk akupunktur) og 52 ugers opfølgning. Dette er protokol-papiret for det studie, der kort efter producerede de resultater, der siden er blevet publiceret i JAMA Internal Medicine.

JAMA Internal Medicine (2024): det stærkeste kliniske bevis til dato

Resultaterne fra et stort multicenter-forsøg med 216 patienter med kronisk iskias, publiceret i JAMA Internal Medicine i 2024, er det stærkeste kliniske bevis for akupunkturens effekt ved iskias til dato:

  • Dobbelt så stor smertelindring sammenlignet med sham-akupunktur
  • Næsten tre gange så stor reduktion i funktionsnedsættelsen
  • Effekten holdt sig hele 52 uger – et fuldt år
  • Ingen alvorlige bivirkninger

Studiet er omtalt i både Medical News Today og Harvard Health Publishing som et af de stærkeste kliniske beviser for akupunkturens effekt ved iskias.

Nærbillede af akupunkturnåle placeret i ryggen under behandling af iskias

Meta-analyse: 30 forsøg, 2.662 deltagere (Frontiers in Neuroscience, 2023)

En stor meta-analyse publiceret i Frontiers in Neuroscience (Ni et al., 2023) gennemgik 30 randomiserede kontrollerede forsøg med i alt 2.662 deltagere og fandt:

  • Akupunktur signifikant bedre end medicin på total behandlingseffekt (RR=1,25)
  • Markant reduktion i smerteintensitet (SMD=−1,72 på VAS-skalaen)
  • Øget smertegrænse – kroppen tåler mere (SMD=2,07)
  • Markant lavere tilbagefaldsrate (RR=0,27)
  • Færre bivirkninger end medicinsk behandling (RR=0,38)

Det er et solidt fundament. Og det er vigtigt for mig at understrege: jeg er ikke en fanatisk alternativ behandler. Jeg arbejder ikke med akupunktur som erstatning for medicinsk behandling, men som et supplement. Min uddannelse i Beijing inkluderede vestlig medicin, farmakologi og patologi på universitetsniveau. Jeg anbefaler aldrig patienter at nedtrappe eller stoppe deres medicin – det er en samtale, der hører til hos deres læge.

Hvordan virker akupunktur på iskiasnerven?

Det, jeg oplever i klinikken, stemmer godt overens med det, forskningen peger på: akupunktur påvirker kroppen på flere niveauer på én gang. Det løsner muskulatur, der presser på nerven, forbedrer blodcirkulationen i det påvirkede område og stimulerer frigivelsen af kroppens egne smertestillende stoffer – endorfiner og andre signalstoffer. Derudover nedsætter akupunktur inflammationsresponset og dæmper stressrespons i nervesystemet.

I Traditionel Kinesisk Medicin taler vi om stagnation af Qi og blod som årsagen til smerte. Jeg ved godt, at det kan lyde fremmed første gang man hører det. Men når man pakker det ud, er det en præcis beskrivelse af det samme princip: når flowet hæmmes og der opbygges tryk, opstår smerten. Når vi genopretter flowet, aftager den. Det er ikke hokus pokus – det er en gammel analogi for noget, vi i dag kan måle og dokumentere.

Hvordan arbejder jeg med iskias i klinikken?

Der er ikke to iskiaspatienter, der er ens, og det er noget, jeg lægger meget vægt på. Den 45-årige med en akut prolaps, der opstod for tre uger siden, og den 62-årige, der har levet med kroniske symptomer i to år, har brug for to fundamentalt forskellige tilgange. Det er netop det, der gør iskias interessant at arbejde med – og det, der gør standardprotokoller utilstrækkelige.

Grundig afdækning fra start

Jeg bruger altid god tid på den indledende samtale og undersøgelse – ikke kun for at kortlægge, hvor det gør ondt, men for at forstå, hvad der har ført til den situation, patienten befinder sig i. Hvornår startede det? Hvad forværrer og letter det? Er der neurologiske tegn som svaghed, ændret følesans eller ændrede reflekser? Og hvordan har kroppen det generelt?

Jeg laver en klinisk undersøgelse af rygsøjlens bevægelighed og muskelspændingsmønstre og tester neurologisk funktion. Det er den information, der styrer alt det, der følger. Du kan læse mere om mine behandlingsmetoder og tilgang til smertebehandling.

Behandling der justeres løbende

Jeg kan ikke arbejde med en fast protokol, og derfor tilpasses behandlingerne fra session til session baseret på, hvordan din krop reagerer. Punktvalg, teknik og intensitet ændrer sig undervejs – fordi det gør din krop også.

Typisk arbejder jeg med lokale punkter langs iskiasnervens forløb kombineret med distale punkter, der påvirker nervesystemet på et bredere niveau. Er der meget muskelspænding eller dårlig cirkulation i området, bruger jeg ofte cupping som supplement. Og jeg giver altid konkrete råd om bevægelse og belastning, tilpasset netop din situation. Når det er relevant, samarbejder jeg tæt med fysioterapeuter – bl.a. på klinikken FysDanmark i Brøndby.

Akupunktør sætter nåle i patients ryg under iskiasbehandling i klinik

Kan akupunktur hjælpe ved diskusprolaps?

Ja. Og jeg møder ofte tilstanden i klinikken. De fleste iskiaspatienter, der finder vej til mig, har en prolaps bekræftet via scanning. Og mange af dem har allerede prøvet andet – NSAID, hvile, fysioterapi og blokader – uden at det har givet den bedring, de håbede på.

Det, jeg forklarer dem, er at akupunktur ikke reparerer disken. De fysiologiske skader kan ikke ændres tilbage til “normal”. I svære tilfælde kan en kirurg foreslå en operation, som ofte vil lindre symptomerne – men det er et invasivt tiltag, der ikke er tilrådeligt for alle.

Det, jeg gør, er at dæmpe den kemiske og neurale irritation, reducere den lokale inflammation og ændre den måde, nervesystemet opfatter og behandler smerten på. Og det er ofte tilstrækkeligt til, at kroppen begynder at hele sig selv bedre og hurtigere. Jeg ser det jævnligt – patienter med store prolapser på MR-scanning, der opnår markant og varig bedring efter et behandlingsforløb.

Det handler ikke om at ignorere de strukturelle fund. Men en scanning viser et billede på ét tidspunkt – ikke hele historien. Kroppen er bedre til at kompensere og tilpasse sig, end vi nogle gange giver den credit for.

Hvad med bevægelse og øvelser?

“Kan jeg træne med iskias?” Det spørgsmål får jeg i næsten alle første konsultationer.

Mit svar er næsten altid: ja – men det afhænger af, hvad du gør, og hvornår du er i forløbet. Det, jeg ser hos patienter, der lægger sig i sengen og venter på, at det går over, er at det sjældent gør. Total hvile tager ikke den kemiske irritation væk, og det svækker den muskulatur, der skal bruges for at holde ryggen stabil.

Bevægelse er som regel bedre end hvile – men det rigtige program afhænger af din situation. Akutte tilstande med svære neurologiske smerter kræver en forsigtig og individuelt tilpasset tilgang. Kroniske tilstande med lettere symptomer tåler ofte mere. Det er noget, vi altid vurderer og planlægger sammen.

Ofte stillede spørgsmål

Kan iskias gå væk af sig selv?

Det kan det – særligt hvis det er akut. Mange oplever spontan bedring inden for 6–12 uger. Men det, jeg ser i klinikken, er at folk, der har haft det i mere end 3 måneder, sjældent kommer sig uden aktiv behandling. Nervesystemet vænner sig til smerten, og det gør den sværere at behandle jo længere man venter.

Hjælper akupunktur mod iskias?

Det gør det for rigtig mange af mine patienter. Og det er ikke kun min kliniske oplevelse – det er understøttet af solide studier, som jeg gennemgår ovenfor. Forskningen viser dobbelt så stor smertelindring og næsten tre gange så stor funktionsforbedring sammenlignet med placebo – en effekt, der holdt sig i et helt år.

Gør akupunktur ondt?

Det er det spørgsmål, jeg oftest møder – og svaret er for langt de fleste: nej. Nålene er meget tynde og indsættes i specielle akupunkturpunkter, der aldrig ligger på en blodåre eller gennem nerver. Mange af mine patienter falder i søvn under behandlingen. Det, man typisk kan mærke, er varme, tyngde eller en let prikken – en fornemmelse, jeg ser som et godt tegn på, at kroppen reagerer.

Er det farligt at træne med iskias?

Nej – men det rigtige program afhænger af din situation. Patienter, der holder sig helt i ro, kommer sig oftest ikke hurtigere. Bevægelse er som regel en del af løsningen. Vi finder ud af, hvad der passer til dig.

Kan man have iskias uden diskusprolaps?

Ja, og det ser jeg regelmæssigt. Spinalkanalstenose, piriformis-syndrom, slidforandringer og graviditet kan alle give de samme symptomer uden at der er en egentlig prolaps. Derfor er en god klinisk undersøgelse vigtig – ikke bare en scanning.

Hvor mange behandlinger kræver iskias?

Det varierer, og jeg er ærlig om det fra starten. For akutte tilfælde kan 6–10 behandlinger over 4–6 uger give varig lindring. For kroniske tilstande er der typisk behov for et længere forløb. Jeg tilpasser altid planen løbende baseret på, hvordan din krop reagerer – ikke på en forudbestemt tidsplan.

Dækker Sygeforsikringen “danmark”?

Ja. Som RAB-registreret akupunktør opfylder mine behandlinger kravene for tilskud gennem Sygeforsikringen “danmark”. Har du en privat forsikring, giver den oftest også støtte. Du kan læse mere om min baggrund og uddannelse her.

Afsluttende ord

Iskias er en af de tilstande, jeg finder mest meningsfuldt at arbejde med – fordi der faktisk er rigtig meget at gøre. Mange af de patienter, jeg møder, har levet med det i lang tid og fået at vide, at de bare skal lære at leve med det. Det er desværre sjældent hele sandheden.

Forskningen er klar, og min kliniske erfaring bekræfter den: akupunktur hjælper rigtig mange med iskias – ikke som magi, men fordi vi finder årsagen og arbejder målrettet med den. Det kræver tid og tålmodighed. Men bedring er mulig for langt de fleste.

Er du i tvivl om, om akupunktur er relevant for dig, er du altid velkommen til at tage kontakt. Jeg svarer hurtigt og ærligt.

Har du iskias og ønsker at høre om akupunktur kan hjælpe dig?

Du er velkommen til at kontakte mig for en uforpligtende samtale eller booke din første konsultation.

Lignende indlæg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *